Folk strømmede til Open By Night: Næsten ikke plads til alle
Det var et held, at den helstegte pattegris var så stor, for ellers havde der ikke været mad nok til de mange, der mødte op, da Klokkerholm i fredags holdt Open By Night.
Det gode vejr og de mange aktiviteter havde virkelig lokket folk ud af deres huse, og der var knap nok siddepladser til alle i Dansk Lastbil Nostalgis store hal. Flere fandt andre steder at slå sig ned med maden, og i det fine sommervejr var der intet problem i at spise udendørs.
Inde i hallen var der trods de mange spisende gæster også reserveret plads til en række boder, hvor man kunne købe forskellige ting. Eleverne fra 9. klasse på Klokkerholm Skole havde således en bod, hvorfra de solgte varme, duftende vafler. Det var der mange, der lod sig friste af, og det var netop, hvad eleverne havde håbet. De skal nemlig bruge det forventede overskud på en lejrskole.
Der var som altid en masse flotte veteran lastbiler at kigge på, og i år var der også nogle sportsbiler i den helt dyre prisklasse. Navne som Porsche, Lamborghini og Ferrari kan få øjnene til at stå på stilke hos de fleste mænd, og mange skulle da også lige røre ved de smukke biler og måske tage en selfie eller to.
Var man ikke til hurtige biler, men mere til søde og nuttede dyr, kunne man også få den lyst styret, idet Klokkerholm Dyrepark var mødt op med nogle af dyrene fra parken. Der var således noget for alle, så arrangørerne, der var borgerforeningen, Dansk Lastbil Nostalgi og Venstre, kan med stolthed se tilbage på en særdeles vellykket aften, hvor de fleste af byens borgere deltog og hyggede sig.