Folk strømmede til jobmesse
Der er massiv mangel på arbejdskraft i både det private og det offentlige. Det afspejlede onsdagens jobmesse i Brønderslev Hallerne til fulde.
Her blev der fristet med hele 300 ledige jobs indenfor en lang række sektorer. Om de blev besat alle sammen er nok tvivlsomt, men i hvert fald fik både arbejdsgivere og lønmodtagere vist flaget.
Parterne fik således rig lejlighed til at hilse på hinanden på en dag, hvor interessen var stor.
Således var omkring 500 besøgende forbi de mange stande i løbet af den to timer lange messe. I alt 67 private virksomheder, offentlige organisationer, vikarbureauer og uddannelsesinstitutioner var på plads med info og for at knytte kontakter til potentielle medarbejdere.
Enkelte gik formentlig også fra messen med et jobtilbud i hånden. Om ikke andet så stod det lokale jobcenter klar i foyeren med råd og vejledning.
Jobmessen i Brønderslev er efterhånden blevet en årligt tilbagevendende begivenhed det tiltrækker besøgende fra hele landsdelen.