Fokus på it-sikkerhed
Datastuen i Jerslev indleder i aften, tirsdag, sæsonen med en temaaften. Her sættes fokus på it-sikkerhed, og det er Jens Nielsen, der påtager sig den opgave.
- Hvis nogle har haft oplevelser i løbet af sommeren, som de ønsker taget op, gør vi også det, fortæller Kurt Bering fra Datastuen.
Der er planlagt flere temaaftner, og 28. november fokuseres der således på at gøre billeder bedre i Windows 10.
Der bliver i denne sæson to kursusdage i Datastuen - mandag og onsdag formiddag.
Mandag er der er hold for nybegyndere med musetræning, tastaturtræning, lær mappestruktur, gå på nettet samt hvad kursisterne selv har på ønskelisten.
Der er planlagt 10 lektioner, hvor underviserne er Kirsten Bering, Anna Rasmussen og Verner Knudsen.
Onsdag er det daglig brug af computer, der undervises i. Dette kursus er for let-øvede. Der vil være undervisning i brug af e-boks, god mappestruktur, internettets muligheder, at sende e-mails og vedhæfte filer, billedbehandling, Publisher, brug af usb-stik, handle på nettet samt oprydning på pc’en. Undervisningen strækker sig over 10 lektioner. Her er der en række undervisere med Hanne Brønden i spidsen.
Der er mulighed for tilmelding til kurserne i aften, tirsdag.