Der er fokus på de gode gamle brætspil, når børn og voksne den 9. februar mødes i Sognets Hus i Gandrup. Foto: Allan Mortensen Allan Mortensen
Fokus på gamle spil
I disse smartphone-tider, hvor teenagere med særlig flair for computerspil hyldes som superstjerner er der ikke megen plads til de gamle velkendte brætspil. Næppe mange af nutidens børn og unge tænker på uno, yatzy, 500 eller ludo, når talen falder på spil.
Ikke desto mindre står Sognets Hus i Gandrup den 9. februar i kort- og brætspillets tegn. I forbindelse med et Åben Skole-projekt er 3. årgang fra Gandrup Skole inviteret på besøg til et par timer med fokus på de gode gamle, fysiske spil. I samme forbindelse efterlyses voksne med lyst til hyggelig ping-pong med børnene.
Arrangementet løber af stablen mellem 9 og 11.