Billede beskrivelse

Første skridt mod bypark

22. december 2017 kl. 09.44

Arbejdet med at etablere en bypark - eller et gadekær uden vand i Øster Brønderslev - går nu i gang. De første skridt er taget mod at skabe en oase midt i byen.

Det er formand for ungdomsskolens bestyrelse, Peter Stecher, der tog initiativ til et møde mellem parterne, der skal inddrages. Foruden ungdomsskolen og ungdomsklubben var det menighedsrådet og borgerforeningen i Øster Brønderslev

- Vi afdækker nu de forventninger og ideer, de respektive parter har for området omkring den tidligere børnehavegrund Myretuen, fortæller Peter Stecher.

På Borgermødet i august var budskabet fra formanden for teknik- og miljøudvalget, Karsten Frederiksen (K), at borgerne i Øster Brønderslev endelig skulle byde ind med gode ideer til områdets indretning og anvendelse.

- Derfor skal vi nu videre, siger Peter Stecher. Efter at arbejdet med nedrivningen af den tidligere børnehave nu er tilendebragt og der i to omgange er tildelt midler på i alt 450.000 kr. fra den grønne pulje til etableringen af en bypark eller et gadekær, skal vi nu i gang med at få planerne for den fremtidige anvendelse gjort endelige, udtaler Peter Stecher. Det er vigtigt, at vi nu får forventningsafstemt parternes forestillinger omkring området og derfor holder vi nu et møde i dag, onsdag,, hvor vi får lejlighed til at starte arbejdet med at finde fælles fodslag.

- Vi skal have lavet en bypark, der kommer til at virke som et samlingssted for Øster Brønderslev. Jeg forestiller mig selv muligheden for at eksperimentere med belysning af områdets stier, opdeling af parken i rum, utraditionelle bord og bænkesæt og lignende.

- Det er nu vi har chancen for at få etableret et helt ganske særligt område, hvor både unge, ældre, lokale og besøgende, har lyst til at være, siger Peter Stecher. Både som formand for ungdomsskolen, men også som borger i Øster Brønderslev, er det mig magtpåliggende, at vi får lavet en løsning, der kan ses som en naturlig forlængelse af og i sammenhæng med forskønnelsen af Elmevej, fortsætter Peter Stecher.

Derfor ser han det også som særlig vigtigt, at det er erfarne anlægsgartnere, der udformer den endelig tegning af området.

- I arbejdet med at få udlagt tegningerne for området, skal vi ikke lade os begrænse til at benytte kommunens Park- og Vejafdeling, men også undersøge om lokale erhvervsdrivende har interessante og måske anderledes bud, udtaler Peter Stecher.

Siden Myretuen blev fjernet i løbet af sommeren, er der nu ved at være ryddet op på området af kommunens Park- og Vejafdeling. Bl.a. er der fjernet en del buske og hække samt foretaget en oprydning omkring det nye Klubhus, der er indrettet i den gamle "Vaskebjørn".

Ungdomsklubben i Øster Brønderslev havde tidligere til huse på den øverste etage i Myretuen, og for ungdomsskolens formand, var det vigtigt, at de gamle lokaler ikke blev revet ned, før end der var klarhed over klubbens fremtid. - Klubben i Øster Brønderslev er vores klart største klub målt på antallet af medlemmer, og bestyrelsen har selvfølgelig haft en særlig fokus på at sikre klubben egnede lokaler fremadrettet.

- Jeg er særdeles tilfreds med, at klubben i Øster Brønderslev nu kan råde over sin egen bygning og klubbens medarbejdere har gjort et stort stykke arbejde i forhold til at få den indrettet, så den passer til den fremtidige brug, siger Peter Stecher.

- Det er mit ønske, at vi også kan finde midler til at få renoveret Vaskebjørnen udvendigt. Blandt andet trænger det udvendige træværk, ligesom der bør ske en fornyelse af flisebelægningen omkring klubhuset.

- Inden det konkrete arbejde med at få etableret byparken og de hårdt tiltrængte parkeringspladser til Øster Brønderslev Kirke kan gå i gang, skal Energinet.dk endeligt frigive de tildelte midler fra den grønne pulje.

- Det er mit håb, at den endelig frigivelse kommer på plads først på året 2018, således at vi til foråret og forhåbentligt inden konfirmationstiden, kan tage de nye parkeringspladser og byparken i brug, slutter Peter Stecher.

Næste etape af udvikling af området, er muligheden for bygningen af op til 10 rækkehuse på den sidste del af den gamle børnehavegrund samt op af Sankelmarksvej. Den del af projektet afventer Fredningsnævnets behandling, hvilket formentlig sker op til sommeren 2018.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste