Billede beskrivelse

Første del af renoveringen af Jernstøberiet vist frem

06. februar 2024 kl. 16.00

Den første etape af renoveringen af Jernstøberiet er nu gennemført, og derfor havde folkene bag inviteret til åbent hus i lørdags for at vise resultatet frem. Mange mødte op til stor glæde for især formand Villy Mortensen, der da også i sin velkomsttale gav udtryk for stor taknemmelighed for opbakningen.

- Huset tilhører jo mere eller mindre os alle, fordi vi er mere end 350 folkeaktionærer, sagde han og redegjorde derefter for, hvad de seneste fire år siden overtagelsen er gået med.

Billede beskrivelse

- Tiden er brugt på oprydning, ansøgninger, rådgivning, planer, ændring af planer og arrangementer, der skal være med til at drifte stedet. Vores rådgivere er i øjeblikket i konstruktiv dialog med myndighederne om brandsikring og statik. Der skal findes løsninger, så vi ikke kommer til at ødelægge bygningens fantastiske udseende ved at pakke det hele ind i gips. Så forhåbentlig findes der en god løsning på den udfordring. Fremmødet i dag vidner om bred interesse for projektet, sagde han og roste videre håndværkerne, der trods drilsk vejr med både kulde, sne, regn og blæst har lavet et flot stykke arbejde.

- Det har ikke været sjovt hver dag at være håndværker her, men resultatet er blevet rigtig godt, sagde han.

Ved arrangementet kunne man også præsentere to gamle motorer produceret i Asaa. De har tidligere stået på Dronninglund Skole og været brugt i undervisningen. Det var tidligere lærer Bjarne Albøge, der i sin tid skaffede dem til skolen.

Billede beskrivelse

- Bjarne syntes, at de skulle ’hjem’, og det er vi meget taknemmelige for, sagde Villy Mortensen og fortsatte:

- Renoveringen kunne ikke lade sig gøre uden et godt fundament, og her kommer vi ikke uden om økonomien. Vi er så heldige, at vi har fået stillet midler til rådighed fra især Sparekassen Danmark Fonden Dronninglund, Brønderslev Kommune, Lag Nord EU-midler og selvfølgelig vores uundværlige folkeaktionærer. Det batter virkelig noget. 

Ved arrangementet var der mulighed for at købe nye folkeaktier, og mange benyttede sig af lejligheden, så da dagen var omme, var der solgt yderligere aktier for 20.000 kroner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste