Følskue i Brønderslev Rideklub

91 føl blev bedømt, da Dansk Varmblod hos følskue i Brønderslev

29. juli 2019 kl. 14.06

BRØNDERSLEV: Brønderslev Rideklub lagde søndag for første gang hus til et følskue, som Dansk Varmblod stod bag. Det medførte en meget aktiv dag på rideklubbens anlæg, hvor 91 føl blev bedømt.

- Det gik over al forventning. Det summede af liv og glade mennesker, fortalte formand for Brønderslev Rideklub, Sandra Seidenberg, efter at dagen var slut.

Hun fortæller at hopper og føl blev vist frem i klubbens to ridehaller og melder også om, at følskuet medførte, at der kom en hel masse folk ud i rideklubben.

- Jeg tror aldrig, der har været så mange mennesker på Brønderslev Rideklub før.

Det var første gang, at Brønderslev Rideklub er med til at afvikle sådan et arrangement sammen med Dansk Varmblod. Det betyder noget godt for klubben, vurderer formanden.

- Der kommer noget liv og aktiviteter, og der kommer nogle mennesker ud at se Brønderslev Rideklub, som aldrig har været der før. Det er også med til at markedsføre klubben, siger hun.

De 91 føl er alle født i år - de fleste er cirka tre måneder gamle. Brønderslev Rideklub har flere arrangementer med Dansk Varmblod undervejs.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste