Fødselsdag
Kirsten Aagaard, Plejehjemmet Kornumgaard, Brønderslev, fylder søndag 85 år.
Kirsten Aagaard er født i Flauenskjold og uddannede sig til sygeplejerske på Brønderslev Sygehus.
Ud over kærligheden til jobbet fandt hun også sin mand, Kristian, på sygehuset.
Han var portør, og Kirsten blev afdelingssygeplejerske på operationsgangen.
Sammen byggede de deres hjem tæt på deres arbejde, og de fik sønnen Peter.
Jobbet som afdelingssygeplejerske beholdt Kirsten, indtil sygehuset lukkede.
Som pensionist har Kirsten haft mange jern i ilden. Hun har været frivillig i Røde Kors, og lokalhistorisk arkiv samt slægtsforskning har også optaget meget af hendes tid.
I dag bor Kirsten på Kornumgaard og trives med sit seniorliv.