Holdet med forældre og deres små børn vakte stor begejstring på tilskuerpladserne.
Livet her

Flot forårsopvisning af Dronninglund Gymnastikforening

27. marts 2023 kl. 17:00

Imponerende så det ud, da gymnasterne fra Dronninglund Gymnastikforening med fanen i spidsen marcherede ind på gulvet i Dronninglund Hallerne i søndags ved den store forårsopvisning, hvor gymnasterne viste, hvad de havde lært i løbet af vinteren. De fyldte godt på gulvet, da man havde formået at få omkring 100 elever fra Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole til at deltage og give opvisning.

- Vi har glædet os meget til at vise, hvad vi har lært, sagde foreningens formand, Stine O. Jensen, i sin velkomst. 

- Det er første gang i flere år, vi er her i hallen, og det er dejligt at være tilbage og se så mange gæster, sagde hun og fortsatte med en opfordring til deltagerne:

Imponerende så det ud, da de mange gymnaster indtog gulvet i Dronninglund Hallerne.

- Husk nu at nyde dagen i dag og tænk ikke på, hvis I laver en fejl. Det er nemlig kun jer selv, der ved det, sagde hun.

Herefter var det holdet med forældre og børn, der indtog gulvet, og de legede, hoppede og dansede, så det var en fornøjelse at overvære. Og så fortsatte dagen ellers med det ene hold efter det andet, inden det hele sluttede med fælles udmarch.

Med forårsopvisningen er sæsonen slut, og man kan allerede nu begynde at glæde sig til den næste. Det er dog ikke alle hold, der stopper, for flere af voksenholdene fortsætter udendørs hen over sommeren.

Annonceret indhold

Nyeste