Floorball giver en god kondition
Fordi man er fyldt 60 år, skal man ikke sætte sig i en stol. Nej, man skal have et godt liv, hvor man samtidig har det sjovt og dyrker motion.
- En stav og en plasticbold kan gøre underværker for vores krop og sind, siger formand for Brønderslev Floorball Club Hot Shots, Jeppe Bisgaard.
Den nordjyske klub, der har både et danmarksmesterskab og et pokalmesterskab samt NORDJYSKE Idrætspris i ryggen, er spydspidsklub for en ny landsdækkende motionsform, der er udviklet til personer på 60+.
Målet er, at der på landsplan er 30.000 personer, der skal i gang med den ny motionsform i floorball - en forholdsvis ny sport i Danmark, der minder om ishockey, men uden is, skøjter og sikkerhedsudstyr.
Det er Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet, der har udviklet en særlig motionsudgave af floorball "Bevæg dig for livet", hvor man hver uge spiller to gange 24 minutter.
Der er forud for, at projektet er sat i søen, gennemført et 12 uger langt projekt med ældre mænd, og dette projekt viser, at motions-floorball giver lavere kolesteroltal, mindre fedt i blodet, en reduktion i risikoen for at få diabetes, positive forandringer på kredsløbet samt øget muskelkraft og bedre fysisk funktionsniveau.
Tidligere har Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet dokumenteret, at floorball med mange små spurter, retningsskift og høj puls kan udligne tabet af hormonet østrogen, når kvinder kommer i overgangsalderen. Og netop østrogenniveauet kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme.
I Brønderslev Hallerne løber en flok mænd rundt en gang om ugen med stav og plasticbolde.
Og de hygger sig, og har det sjovt, samtidig med, at de får masser af sund motion.
I det daglige er det Brønderslev Floorball Clubs formand, 75-årige Jeppe Bisgaard, der træner.
- Floorball er for alle - uanset om man er 12 eller 80 år, siger han.
Det glæder ham også, at 60+-spillerne kæmper for at vinde, som ligaspillere gør.
- Vi har alle et vindergén i os, siger han.
Han synes det er en god idé, at DGI og Dansk Idræts Forbund sammen har udvalgt floorball som én af de idrætsgrene, man vil satse på i den fælles sundhedskampagne.
- I Sverige er sporten meget udbredt til alle aldre, fortæller den svenske træner.
De to forbund har sat sig det mål, at 75 procent af danskerne skal være fysisk aktive i 2025 og 50 procent skal være medlem af en forening. Målet er at gøre befolkningen sundere og gladere.
I dag er der i Danmark 120 floorballklubber med 6000 medlemmer, og målet er 35.500 medlemmer fordelt på 255 foreninger i 2025. Der er allerede på landsplan sket en vækst på 7,6 procent i år.
At BFC Vendsyssel Hot Shots er blevet spydspidsklub, er ret naturligt, mener Jeppe Bisgaard på baggrund af, at klubben vandt ligaen, pokalturneringen og sikrede den sig NORDJYSKE Idrætspris på 100.000 kr.
Der er tillige i Hot Shots iværksat et strategiarbejde med baggrund i Dansk Floorball Union og DGI’s vækstplan. Den skal give nye medlemmer. Ikke mindst på ungdoms-siden.