Billede beskrivelse

Flere med i rygestop-samarbejde

04. juni 2017 kl. 10.04

Samarbejdet mellem Aalborg Kommune og virksomheder, institutioner, foreninger og organisationer om at hjælpe borgere til at kvitte tobakken har fået ni nye medlemmer, og er således oppe på 37 partnere.

Aalborg Universitet, Telenor, Føtex Nørresundby, Arriva, Aalborg Produktionsskole, Lille Vildmose Produktionsskole, Aalborg Sportshøjskole, Nørresundby Gymnasium og Hjerteforeningen er de nye partnere i samarbejdet "Aalborg - en mere røgfri kommune".

En af dem er Aalborg Produktionsskole, som ønsker at sætte fokus på rygning blandt unge.

- Vi vil rigtig gerne være med til at sætte fokus på rygning blandt unge. For os giver det rigtig god mening, nu hvor børn og unge er særlig udsatte i forhold til tobakkens skadelige virkning. Vi har derfor uddannet to af vores egne undervisere til rygestopinstruktører, som tilbyder vores elever hjælp til rygestop i skoletiden. Vi ved, at vi har svært ved at samle eleverne efter skoletid på grund af for eksempel fritidsjobs., men vi har haft stor succes med at samle eleverne kortvarigt over flere omgange i skoletiden for at tilbyde dem hjælp til rygestop, siger Peter Bols, der er forstander på Aalborg Produktionsskole.

Partnere i "Aalborg - en mere røgfri kommune" tilbydes rådgivning om mere røgfrie initiativer, gratis rygestopkurser samt nikotinsubstitution til voksne.

- Det glæder os, at vi nu har fået hele 37 meget bredt repræsenterede partnere i "Aalborg - en mere røgfri kommune". Vi ved, at hele 75 procent af de, der ryger dagligt, ønsker at stoppe med at ryge. Vi er derfor også meget stolte over, at så mange forskellige partnere støtter op om partnerskabet og yder omsorg for sine elever, medlemmer, medarbejder og gæster, blandt andet ved at oplyse om, hvor man kan få hjælp til rygestop, hvis eller når man er klar til dette. Vi ved, at det er rigtig svært at stoppe med at ryge. Derfor er det også både glædeligt og vigtigt, at så mange partnere bakker dem op, siger Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste