Billede beskrivelse

Flere landmænd ønsker at omstille til økologi: Sådan gør man

Landbo Nord arrangerer møde for landmænd, der ønsker at omlægge til økologi

04. juni 2018 kl. 06.00

BRØNDERSLEV: I takt med at flere mindre planteavlere overvejer, eller har omlagt til økologisk landbrug, er det aktuelt at søge erfaringer, inspiration og viden om den økologiske drift.

Derfor arrangerer LandboNord en ØKO-aften startende med bedriftsbesøg ved Flauenskjold torsdag 7 juni.

Her får deltagerne lejlighed til at se, hvordan Ejnar Lausten Frederiksen på Storemosevej 1 i Flauenskjoldved driver sin økologiske bedrift. Vi vil også tage et kik i Ejnars nabo Leo Thomsens marker, som også drives økologisk. Her dyrkes vårbyg, havre og kløvergræs.

Derefter kører vi til LandboNord i Brønderslev, hvor der er oplæg fra konsulenterne, samt besvarelse af de spørgsmål, som der kan opstå i forbindelse med omlægning til økologisk drift.

Ejnars bedrift er et rigtig godt eksempel på en typisk deltidsbedrift, der har lagt om til økologi, med ammekvæg, heste, samt en smule salgsafgrøder.

De sidste par år har LandboNord været med til at omlægge mange til økologi, og inden for deltidslandmændenes rækker er der mange, der er interesserede i at lægge om.

Den økologiske fødekæde

Efterspørgslen på økologisk mælk og kød har også fået en afsmittende effekt på planteavlerne. Det er de seneste år blevet en god forretning at producere økologisk foder, fordi efterspørgslen er øget markant.

LandboNord ser flere eksempler på, at mindre økologiske planteavlere har øget indtjeningen på trods af, at deres udbytte ikke er på højde med det de tidligere havde som konventionelle landbrug.

Der er i øjeblikket intet der tyder på, at efterspørgslen på økologisk foder er dalende - tværtimod. Så med denne ØKO-aften, vil vi sætte fokus på nogle af mulighederne for at udvikle sin bedrift. Både for planteavlere, som allerede har omlagt, og dem der overvejer det.

Derudover er det også særligt aktuelt med netværket mellem planteavlerne og husdyrproducenterne, så vi opnår samarbejde med hensyn til foderproduktion og næringsstoffer. Det er der god økonomi og økologi i.

Omlægningstjek

De seneste er år er der lavet mange omlægningstjek forud for beslutningen om at omlægge fra konventionel til økologisk drift. Omlægningstjekket er et tilbud til de heltids- og deltidslandmænd som overvejer om økologi er aktuelt for deres fremtidige drift. Omlægningstjekket omfatter et besøg af fagkonsulenter og tager udgangspunkt i den aktuelle bedrift, planer for driften, samt regler og omlægning til økologi. Målet er at igangsætte et godt beslutningsgrundlag med hensyn til en omlægning til økologi. Det kan være den helt rigtige beslutning på én ejendom, mens det for en anden af en eller flere grunde ikke er oplagt. LandboNord har indtil videre kunne tilbyde gratis omlægningstjek, og vi forventer forsat at kunne gøre det resten af 2018.

Tilmelding skal ske senest 6. juni til Landbo Nord og prisen er 100 kr.. Der vil blive serveret kaffe/te og kage til arrangementet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste