Maja Vendelbo havde ingen problemer med at koncentrere sig, selv om publikum fulgte med i arbejdsprocessen.
Livet her

Fire kunstnere deltog i VM i kunst på Dronninglund Kunstcenter

17. maj 2023 kl. 06:02
Opdateret 23. maj 2023 kl. 08:05

Dronninglund Kunstcenter arrangerede i lørdags Vendsyssel-mesterskab i kunst. Fire kunstnere deltog i konkurrencen, der er inspireret af TV-programmet ’Danmarks Bedste Portrætmaler’. På Kunstcentret havde man dog grebet det lidt anderledes an. Deltagerne skulle her tegne eller male efter en opstilling med forskellige elementer, så den skulle blive magisk, fantasifuld eller surrealistisk i tråd med den aktuelle udstilling på stedet.

Kunstnerne fik fire timer til opgaven. De blev placeret rundt om i lokalerne, så folk havde mulighed for at følge med i processen og kigge dem over skuldrene.

- Det er lidt underligt, men jeg har prøvet det nogle gange før, sagde en af de deltagende kunstnere, Maja Vendelbo.

Maler Kim Groth er her to timer inde i processen. I alt måtte han bruge fire timer.

- Man skal lige ind i sig selv og finde ro, så går det faktisk udmærket, fortalte hun, mens hun arbejdede på sit maleri.

- At male er noget personligt, og jeg er nødt til at gøre det på den måde, jeg nu gør. Med de fejl jeg laver. Dem kan jeg først se, når jeg har lavet dem. Jeg har kun fire timer, og det kan jeg egentlig godt lide. Det er sådan, det er, og så må jeg fokusere på, hvad der er vigtigst at få frem i maleriet. Hvis jeg har endeløs tid, kan jeg nemt komme til at gnidre med det og slå livet ud af maleriet. Man kan nemt komme til at overarbejde et maleri. Det kan jeg ikke her, for når de fire timer er gået, skal jeg stoppe. Og det gør jeg. Jeg er ikke typen, der så arbejder videre på det i morgen. Hvis maleriet ikke fungerer, så er det sådan, det er, og så kasserer jeg det. Jeg laver ikke om på det, sagde Maja Vendelbo.

De fire kunstnere arbejdede midt i den nuværende udstilling. Publikum havde mulighed for at kigge dem over skuldrene.

De øvrige kunstnere i konkurrencen var Frederik Hesseldal, Sergey Gusev og Kim Groth. To dommere bedømte værkerne, ligesom publikum kunne stemme. Resultatet offentliggøres 2. juni på Kunstcentrets hjemmeside.

Arrangementet var i øvrigt led i Brønderslev Kommunes ’Kulturbølge’.

Annonceret indhold

Nyeste