Fire dage med fest på Skansen
Hals forenede Sportsklubber kan se tilbage på fire vellykkede festdage på Skansen. Årets udgave af den traditionsrige byfest var ganske velbesøgt med pænt rykind alle dage. Det konkluderer formanden for Skansefestudvalget under Hals forenede Sportsklubber, Kasper Møller.
- Vi er godt tilfredse. Vi har forsøgt at skabe et program med tilbud til hele familien. I formiddagstimerne har vi haft børneunderholdning på plakaten, og senere har Smugkroens scene dannet ramme om forskellige typer musikalsk underholdning. Det har folk taget godt imod, siger Kasper Møller.
Han fremhæver desuden lørdagens sponsorcykelløb, hvor et halvt hundrede frivillige trampede godt 80.000 kr. hjem til klubkassen.
- De mange sponsorer og frivillige på cyklerne fortjener virkelig et skulderklap. Vi er meget taknemmelige for indsatsen, fastslår formanden, der godt tør love en gentagelse i 2023.
- Skansefesten er en tradition i Hals. Og efter en succes som den i år kan jeg godt opfordre folk til at sætte kryds i kalenderen igen i 2023, lyder det fra Kasper Møller.
Udover et væld af indslag var Skansefesten alle dage indrammet af Rudolfs Tivoli. Ligeledes bidrog omkring 50 kræmmere til at skabe liv på Skansen.