Festival i god form

11. juni 2017 kl. 17.00
Opdateret 12. juni 2017 kl. 17.36

Det kan godt være at det vejrmæssigt ikke altid er en dans på rododendronblomster at arrangere festival i juni. Det må flere arrangører erkende efter denne weekend, men i rododendronparken i Brønderslev lod hverken det trofaste publikum eller hovednavnet, Alberte Winding på Parkfestivalen sig mærke af lidt dryp fra oven.

- For et par år siden fik jeg lysten til livet og musikken tilbage og det er skønt at spille for jer i jeres smukke park, lød det fra Alberte, der også havde trukket publikum til helt fra Thy.

- Vi synger i kor sammen, og har fulgt Alberte lige siden vores børn så Bamse og Kylling, lød det fra fem kvinder på første parket, der havde garderet sig med rigeligt regntøj og proviant. De er lovlig undskyldt. De har jo ikke været her før og ved ikke, at der helst skal langes så mange fadøl, ribbensandwich og frankfurtere over disken som muligt, for at det hele løber rundt.

- Men vi er jo fra Thy, så vi klapper først når vi kommer hjem, men det er en meget smuk park, sagde en af de tilrejsende, Merethe Vinter.

Trods økonomiske og vejrmæssige udfordringer kæmper formand Ole Jespersgaard og 35 frivillige videre for at bevare traditionen med Parkfestivalen, som nu har 19 år på bagen. Det lader til, at den nu har fundet sin stabile form med aktiviteter og musik både fredag, lørdag og søndag.

Vindue for unge musikere

- Vi skal have noget kultur og musik her i Brønderslev, og så bruger vi også festivalen til at give unge musikere fra byen mulighed for at vise, hvad de kan, siger Ole Jespersgaard, der søndag virkede godt tilfreds og brød ud i sang efter sin tale fra scenen.

Formand for fritids og kulturudvalget i Brønderslev Kommune, Margit Chemnitz benyttede lejligheden til at hylde det store frivillige arbejde i kommunen, som Parkfestivalen også er et godt eksempel på.

- Jeg bliver rigtig glad når jeg ser foreninger gå sammen om de her arrangementer, sagde Margit Chemnitz.

Arrangørerne af Parkfestivalen sover i år roligere om natten, efter at det kommunale tilskud er forhøjet fra 15.000 til 30.000 kroner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste