Mange gratulanter dukkede op. Her får tidligere HfS-formand, Henriette Holm, en snak med æresmedlem og mangeårigt koryfæ i blandt andet støtteforeningen, Leon Strøm. Foto: Allan Mortensen
Livet her

Fejring af velfungerende 90-årig

11. maj 2022 kl. 06:15

90 år er ingen alder. I hvert fald ikke for en velfungerende jubilar som Hals forenede Sportsklubber. 5. maj 1932 blev klubben stiftet, og torsdag var der så tid til at fejre det flotte pejlemærke.

Tidligere og nuværende medlemmer, samarbejdspartnere og venner af foreningen var inviteret til reception i klubbens cafeteria. Formand Thomas Thorsen var forhindret, så på dennes vegne bød forgængeren Henriette Holm velkommen med en konstatering af, at Hals forenede Sportsklubber favner bredt med tilbud til alle aldersgrupper.

Foreningen har selvsagt udviklet sig meget, siden en gruppe fremsynede Hals-borgere stiftede Hals Boldklub en forårsaften på det for længst nedlagte afholdshotel. I 1953 blev boldklubben og gymnastikforeningen lagt sammen. Dermed opstod Hals forenede Sportsklubber, der udover netop gymnastik og fodbold i dag også tæller håndbold, badminton, tennis og volleyball. I 2016 åbnede Hals Motionscenter, som i dag udgør et markant supplement til de klassiske idrætsgrene.

HfS benyttede også jubilæet til at udnævne to nye æresmedlemmer, Bjarne Jensen (t.v.) og Per Jørgensen. Privatfoto Foto: Allan Mortensen

- Og mere er på vej, lød det fra Henriette Holm.

- Forhåbentlig kan vi senere på året tage vores nye kunststofbane i brug for dermed at kunne tilbyde endnu bedre faciliteter for vores fodboldspillere.

Dagen bød desuden på udnævnelsen af to nye æresmedlemmer i skikkelse af Bjarne Jensen og Per Jørgensen. Sidstnævnte er i HfS-kredse kendt som lidt af en blæksprutte og altmuligmand. I sin tale kunne Henriette Holm fortælle, at Per Jørgensen er en person, der får tingene til at fungere. Han har været at finde i klubben gennem næsten hele sit liv og har hjulpet til med masser af projekter. Ikke mindst som bindeled mellem klubben og håndværkerne under opførelsen af motionscentret.

Den aktuelle bestyrelse i HfS tog imod. Dog var formand Thomas Thorsen forhindret på jubilæumsdagen. Bagest fra venstre er det Thomas Pedersen og Thomas Dahl Jensen. Og forrest ses Anette Krøjberg og Henriette Holm. Foto: Allan Mortensen

Ligeledes har Bjarne Jensen sat sit tydelige aftryk på Hals forenede Sportsklubber. Over to perioder og i sammenlagt 13 år har Bjarne Jensen været formand for klubben, hvor han desuden har været aktiv som både spiller og leder. - Og så banker dit hjerte jo stadig for foreningslivet via dit medlemskab af Aalborg Byråd, fastslog Henriette Holm.

Udover jubilæumsreceptionen blev 90-året også fejret lørdag aften i idrætshallen. Her var 200 deltagere på plads til en stor fest med spisning og dans til tonerne af Version 1.0.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu