FDF Vester Hassing rundede af med manér
Der var stort fremmøde, da FDF Vester Hassing forleden havde kaldt til samling til fælles afslutning og årsmøde.
Formand Jan Gaarn så indledningsvist tilbage på et år uden corona og deraf stor aktivitet. Han glædede sig over et godt samarbejde med både kirken og skolen samt de øvrige foreninger i lokalområdet.
Jan Gaarn rettede desuden en særlig tak til Sparekassen Danmark Fonden Hals og firmaet Backyard Living. Sidstnævnte har således doneret en ny grill til kredsen, mens fonden har bidraget med bord- og bænkesæt. Dermed var der optimale betingelser, da kredsen traditionen tro fristede med lune pølser. Ligeledes var der på aftenen arrangeret klatring og bålaktiviteter for de yngste.
I øvrigt har FDF-kredsen i Vester Hassing netop haft 60-års jubilæum, hvilket ved sæsonafslutningen blev markeret med udnævnelse af tre nye æresmedlemmer.
Helt afsluttet er sæsonen dog ikke. I juli drager 45 børn og voksne på sommerlejr i Norge. Den nye sæson indledes i uge 34.