Fastelavn i kirken
Jerslev Kirke bød på fastelavn med musik og tøndeslagning
JERSLEV: Søndag 23. februar blev der fejret fastelavn i Jerslev Kirke. Spirekoret indledte gudstjenesten på bedste vis ved at synge og lave fagter til sangen ”Det er Fastelavn, og jeg har glemt mit navn”.
Herefter blev der læst indgangsbøn af Pippi Langstrømpe og en farlig jæger.
Det oplyser Jerslev Kirke.
- Kirken rummede i den grad af liv, og det blev især tydeligt, da prinsesser, feer, forskellige dyr, en iphone og andre fantasifulde udklædte børn, stolte gik gennem kirken sammen med vikarpræst Peder Skamriis. Imens blev fastelavnssangen ”Ka’ du gætte hvem jeg er?” sunget af både børn og voksne, skriver de.
Efter gudstjenesten inviterede Jerslev Borgerforening til tøndeslagning i forsamlingshuset, hvor både små og store blev kronet som kattekonger- og dronninger.