Billede beskrivelse

Fart på salget hos Home Brønderslev

02. december 2021 kl. 13.00

Home Brønderslev har foreløbig solgt 60 pct. flere boliger i år. Sommerhussalget har været den helt store solstrålehistorie i årets løb, og de unge familier i Aalborg har kig på husene i Brønderslev.

Det oplyser Home Brønderslev i en pressemeddelelse.

- Der er stadig stor efterspørgsel på gode huse, og siden sommerferien er salgspriserne kravlet lidt op. Det er som om, boligkøberne har fået ny luft her efter sommerferien, oplyser ejendomsmægler og indehaver Pernille Muhlig, Home Brønderslev.

Alene i oktober havde hun og kollegerne i Home-butikken i Brønderslev næsten 68 pct. flere købere med på fremvisning end i samme måned sidste år.

- Det har i det hele taget været et vildt år indtil nu, hvor vi har haft mere end dobbelt så mange kunder på fremvisninger som sidste år, og det har foreløbig resulteret i, at vi har solgt ca. 60 pct. flere boliger end i de samme måneder sidste år, oplyser Pernille Muhlig.

Hun peger også på, at liggetiden for et hus i Brønderslev er den korteste i tre år.

- Og de huse, der blev solgt i oktober, havde i gennemsnit været til salg 24 dage kortere tid, end dem der blev solgt i september, så det i snit nu tager under fem måneder at sælge et hus, viser de seneste tal fra Boligsiden.dk, skriver Home Brønderslev.

I snit bliver der givet ca. 20 pct. mindre i afslag på salgsprisen end for et år siden, viser tal fra Boligsiden.dk.

Mange sommerhuse

Sommerhussalget har været den helt store solstrålehistorie i løbet af året – også i Løkken, oplever de hos Home i Brønderslev.

- Danskernes interesse for at få et sommerhus boomede allerede kort efter corona-nedlukningen i 2020, og siden har det kørt i højeste gear. Vi kunne have solgt endnu flere sommerhuse, hvis vi ellers havde kunnet skaffe dem, oplyser Pernille Muhlig.

- Interessen for at købe sommerhus er lidt mindre nu, end da det var på sit allerhøjeste, men det har også noget med årstiden at gøre, og der er stadig flere købere på sommerhusvejene, end hvad vi normalt ser her mod slutningen af året.

Pernille Muhlig oplever også, at der er folk fra Aalborg, der kigger mod Brønderslev blandt andet på grund af stigende boligpriser i Aalborg.

- Det er mange penge - ikke mindst for de unge familier, der ønsker sig en have og plads til barnevognen. Deres lønninger rækker til meget mere bolig her - og det betyder, at flere af de unge familier vender blikket mod Brønderslev. Efterspørgslen fra unge i Aalborg er stor, oplyser Pernille Muhlig.

Antallet af flytninger fra Aalborg til Brønderslev fra 2019 til 2020 er steget med godt 19 pct.

975 personer flyttede til Brønderslev fra Aalborg, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik, og det er klart det største antal tilflyttere siden statistikkens start i 2006.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste