Familier får hjælp over telefonen
Brønderslev Kommune åbner telefonerne tre gange om ugen for at hjælpe bekymrede familier, der har fået hverdagen vendt på hovedet på grund af corona-situationen
BRØNDERSLEV: Corona rammer ikke bare som en konkret smitte, den ændrer også hverdagen i mange familier, når børn pludselig skal blive hjemme fra skolen - eller frygter, hvad der sker, når de vender tilbage igen.
Det kan de skrive under på i Brønderslev Kommune, hvor Familiehus Hegely sammen med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) før påske oprettede et tilbud om anonym telefonrådgivning for forældre, der bekymrer sig om deres børn.
Tre gange to timer om ugen åbnes der for telefonen, og i den anden ende af røret sidder mange forskellige forældre - også de ressourcestærke af slagsen med det man kalder velfungerende børn.