Familiedag med dyrskue

25 børn udstillede til dyrskue i Jerslev, hvor Borgens ny p-plads også blev indviet

28. august 2018 kl. 11.52

JERSLEV: 25 børn var med, da der var dyrskue til Familiedag på Borgen i Jerslev. Det oplyser Thea Vadsholt Frederiksen, formand for Jerslev 4H.

- Det var både traktorer, heste, kaniner, marsvin, kattekillinger, geder og en kalv, fortæller hun.

The hold dommere var rundt og bedømme dyr og maskiner.

- De bliver bedømt på, hvordan de håndterer deres dyr og på pasning og pleje og ud fra hvad de kan fortælle om deres dyr eller maskiner, fortæller Thea Vadsholt Frederiksen.

Der blev uddelt en vandrepokal, den gik til Sabrina Sloth Holm, der havde geder med.

Dagen skal være en god oplevelse for børnene.

- Vi vil rigtigt gerne, at børnene får en oplevelse sammen med deres dyr, og at de får mulighed for at fortælle om, hvad de bruger deres tid på. Det er en hyggelig stille og rolig dag, hvor de bliver bedømt, får point, rosetter og ærespræmier.

Alle de foreninger, der hører til på Borgen, stod bag familiedagen, hvor man indledte med fælles morgenmad.

- Der var rigtigt mange mennesker fra starten, og Karsten Frederiksen var der og indvielse en parkeringsplads ved Borgen, fortæller Thea Vadsholt Frederiksen.

Til gengæld gjorde regnen, at folk ikke blev der hele dagen.

Man kunne også opleve Jerslev Husflid, der havde arbejdende værksted, borgerforeningens datastue var også med - og der var besøg af en konservator, der udstillede og fortalte.

- Vi havde en god dag på trods af lidt regn, opsummerer Thea Vadsholt Frederiksen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste