Fællesskab og masterclass omkring store wok-gryder
Ud i strålende solskin og hjem i styrtende regn, men hvad gjorde det, når alle de nye 1.g’ere på Dronninglund Gymnasium kom i mål på årets skovskole? Målet var at skabe et stærkt fællesskab i de fire nye klasser og også på tværs af klasserne. Og så uden mobiltelefoner!
Et stærkt fællesskab kommer ikke af sig selv, men det kommer, når klasserne stilles over for udfordringer, der kræver samarbejde, indlevelse, kreativitet og godt humør. Så er der stort set ikke den opgave, der ikke kan løses.
Skovskolen i Dronninglund Storskov med base i Rosenholt Spejdercenter er både hygge om aften-bålet, snak i teltene, konkurrencer, opstilling af madtelte med indbyggede borde konstrueret af rafter, skovture med fagligt indhold og underholdning fra ikke mindst tutorerne, der er de 2. og 3.g’er, der havde meldt sig til at være en slags mentorer for ’sutterne’.
I år var der dog særlig én disciplin, der styrkede fællesskabet: Masterclass omkring mega wok-gryder. Det vil sige undervisning på højt niveau af eksperter omkring fem store wok-gryder. Eksperterne var fire lærere, Jakob Trige, Ole Konnerup, Peter Kornum og Anni Hedegaard, der med autoritet førte klasserne igennem en omgang wok-mad. Alle var i sving.
Nogle snittede grønsager, andre lavede bål, nogle rørte i gryden, andre sørgede for de rette krydderier og andre igen for alle øvrige ingredienser. Det hele styret af de fire kokke-lærere.
Det var en succes ud over det sædvanlige. Det samme gjaldt for fraværet af mobiltelefonen. Lige bortset fra en selfie-tur i skoven, hvor oplevelserne skulle dokumenteres, men kun i de to timer, øvelsen varede.
- Og der var ingen brok. Alle overlevede at være uden de mange sociale medier, og til manges overraskelse var det faktisk dejligt, fortæller Anni Hedegaard.
Blandt de faglige aktiviteter var især biologi og naturfag på banen eller rettere i skoven, for at undersøge skovbunden og de små søers dyreliv, der efterfølgende blev kigget godt efter i sømmene under mikroskopet.
Eleverne stod for underholdningen under aftenhyggen omkring lejrbålet, og her var en af opgaverne DG-dansen, der er blev et fast indslag, når eleverne holder fest på gymnasiet. Så nu kan de nye 1.g’erne også være med til at holde den tradition i hævd, når der om kort tid er introfest.