Omkring 50 mødte op, da der i oktober blev afholdt fællessang på Kunstcentret. Foto: Per Munch Johansen
Livet her

Fællessang i Kunstcentret

24. november 2021 kl. 08:00

Succesen gentages. Torsdag 25. november kl. 19 - 21 slår Dronninglund Kunstcenter dørene op til endnu en aften med fællessang i den stemningsfyldte café.

Når man synger sammen, kan det rent fysisk mærkes, at man er del af noget gennem det fælles åndedrag, som sangen fordrer. Det siges, at fællessang frigør store mængder af lykkehormoner, der får smilet frem.

Ved årets første fællessangsarrangement, der blev afviklet i oktober måned, var Kunstcentrets café fyldt med sangglade mennesker, der ivrigt sang med på såvel gamle som nye sange fra højskolesangbogen. Udover de sange, der på forhånd var valgt af Hedvig Knive og Jens Rasmussen, der står bag fællessangsaftenerne, blev mange sangønsker fra de fremmødte opfyldt.

Højskolesangbogen er igen denne gang udgangspunktet for sangvalget, og mon ikke sange, der knytter sig til den forestående advents- og juletid, vil udgøre en del af aftenens program?

I forbindelse med udgivelsen af den nye udgave af Højskolesangbogen har mange nye sange fundet vej til vores fælles sangskat. Nogle af disse vil selvfølgelig også være på aftenens program.

Der er fri adgang til arrangementet, og tilmelding er ikke nødvendig. Caféen tilbyder i løbet af aftenen salg af lidt godt til både ganen og maven.

Arrangementet er for alle, der har lyst til i fællesskab med andre at få stemmen rørt og dykke ned i nogle af de sange, der udgør en vigtig del af vores fælles kulturbaggrund.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu