Fællessang hitter: - Det giver livsmod at synge sammen
Det er efterhånden blevet en fast tradition, at der på Dronninglund Kunstcenter arrangeres fællessangsaftener. Der er også tradition for, at der hver gang er fuldt hus, og således var det også i sidste uge, da man igen mødtes for at synge sammen.
- Det er på mange måder en kold tid, vi lever i. Der er ufred i verden, energikrise og uvished. Dertil kommer, at efteråret har meldt sin ankomst, siger Jens Rasmussen, der sammen med Hedvig Knive arrangerer fællessangaftenerne.
- Når vi synger sammen, løser vi ikke verdens problemer, men vi kan alle føle os som en del af et fællesskab. Vi er sammen om noget væsentligt, og det er noget af det mest livsbekræftende, der findes. Igen og igen har historien vist os, at når verden omkring os fyldes med usikkerhed og uvished, har fællessangen netop vist sin styrke og sin evne til at give mening, sammenhæng og livsmod, lyder det fra Jens Rasmussen.
Der blev i løbet af aftenen sunget en lang række både kendte og ukendte sange fra højskolesangbogen. Naturligvis var en række af efterårets sange på programmet, men deltagerne blev i det hele taget præsenteret for et varieret udbud af sange.
Sangene blev introduceret og akkompagneret af Hedvig Knive og Jens Rasmussen og fulgt melodiøst på vej af Per Johansen på tværfløjte.