Et væld af aktiviteter overstået: Festuge var stor succes
De forstår at hygge sig på Gjøl. En travl festuge med et væld af aktiviteter er vel overstået. Arrangørerne kan se tilbage på en uge, der nok har været spækket, men hvor publikum også har kvitteret med god opbakning.
I weekenden blev løjerne rundet af med manér. Programmet bød på masser af børneunderholdning krydret med festival for de voksne i aftentimerne. Her blev der fredag fristet med navne som Janus Frydendahl, Jens Varmløse, Blå Benzin og Nicki Jack All Stars.
Lørdag fortsatte festivalen med Thomas Pedersen, The Powls og Kopibandet på scenen på en aften, der i øvrigt var centreret om hygge med helstegt pattegris på menuen. Inden da var der arrangeret såkaldt beerwalk med seks øl og en rute på seks kilometer langs fjorden.
Alt imens kunne de yngste muntre sig med børneteater over udvalgte scener fra 1001 nats eventyr. Aabybro Kultur- og Teaterforening stod i spidsen for forestillingen, der trak et par hundrede publikummer indenfor i teltet.
Ellers har festugen budt på aktiviteter for alle aldersgrupper med alt fra sildebord og kapsejlads til banko, fodbold og en lokal udgave motionseventen Tour de Jammerbugt.