Et seriøst legeland

28. juni 2017 kl. 08.08

Universitarium er åbnet på Aalborg Hovedbibliotek i Rendsburggade, og i år er det kroppen, der er i fokus.

Der er for eksempel mulighed for at opleve en stor, interaktiv tarm, og der arbejdes med kroppens sanser og funktioner i et hav af aktiviteter.

Tre gange dagligt er der videnskabsshow, hvor Universitarium gør fysik, kemi og videnskabelige forsøg til ren underholdning.

Universitarium skifter beliggenhed år for år. I fjor kunne det opleves i Budolfihus, mens det forrige år fandt sted i Utzon Centret.

Bibliotekschef Kirsten Boelt er glad for, at man fik øjnene op for at indtage bibliotekets lokaler sommeren igennem.

- Vi er rigtig glade for den slags partnerskaber. Universitetet ligger jo lige for. Det betyder også, vi får en ny gruppe kolleger for en rum tid, der kan give os ny inspiration, og vi kan se gruppearbejde på en anden måde, siger bibliotekschefen.

Universitarium er et samarbejde mellem Aalborg Kommune, University College Nordjylland, Tech College Aalborg og Aalborg Universitet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste