Billede beskrivelse

- Et godt syn i skolen er vigtigt

Børns syn i skolen er vigtigt af flere grunde, påpeger optiker

17. august 2018 kl. 16.35
Opdateret 11. september 2018 kl. 11.56

BRØNDERSLEV: Et godt syn er vigtigt for indlæringen og samværet med vennerne i skolen, men børn ved typisk ikke selv, om deres syn er i orden, og mange forældre tænker måske mere på, om skoletasken og penalhuset er klar til skolen efter sommerferien. Det skriver optikerkæden Louis Nielsen i en pressemeddelelse.

- I klassen skal barnet både kunne læse og løse opgaver på tæt afstand og kunne se op til tavlen længere væk. Det stiller selvfølgelig krav til barnets syn, som skal fungere på både kort og lang afstand. Er det ikke tilfældet, kan barnet få problemer med at følge med i undervisningen, oplyser chefoptiker Rikke Petersen hos Louis Nielsen Brønderslev.

Hvis barnets syn ikke er i orden, vil det gå ud over indlæringen i timerne og samværet med vennerne i frikvarteret og efter skoletid. Barnet vil typisk bruge flere kræfter på at følge med i undervisningen på grund af synsproblemerne, og det vil gøre barnet træt, når skoledagen slutter. For det handler ikke kun om at kunne se tavlen i skolen eller læse optimalt i en bog. Synet er nemlig også vigtigt på legepladsen og på fodboldbanen efter skoletid.

- Synet er afgørende i barnets leg. Hvis synet ikke er optimalt, vil det også her genere barnet, som kan opleve problemer med at indgå i legen på lige fod med sine kammerater.

Louis Nielsen peger i pressemeddelelsen på, at en undersøgelse fra Optikerhøjskolen i Randers viser, at der i gennemsnit sidder ca. to børn i hver skoleklasse, som har dårligt syn i et eller andet omfang, uden selv at vide det. Men som forælder kan det være vanskeligt at afgøre, om ens barn har et godt syn eller ej. Typisk vil barnet nemlig ikke selv give udtryk for sine synsproblemer.

Blandt symptomerne kan være, at barnet holder bogen tæt til ansigtet under læsning, sætter sig helt tæt på tv eller computer, gnider sig meget i øjnene eller har hovedpine.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste