Billede beskrivelse

Et eventyr i eventyret, da gymnasiet indtog staden

03. december 2021 kl. 06.00

Forventningerne var næsten som juleaften, da omkring 330 elever fra Dronninglund Gymnasium med lærere og ansatte torsdag eftermiddag endelig kunne sætte kursen mod København og årets traditionsrige kulturtur.

Endelig, for sidste år satte corona-restriktionerne en stopper for ”Nøddeknækkeren” på Den gamle Scene”, så alene det at komme afsted var et lille eventyr.

Forude ventede nogle spændende dage med tilbud om at besøge på Christiania eller tage på Charlottenborg Kunsthal eller, og det var for de fleste af eleverne det mest tiltrækkende, at shoppe rundt, opleve stedets ånd og nyde byens mange fristelser.

Og så fremfor alt at opleve det nye skuespilhus fredag aften, hvor eleverne efter en fin rundvisning nåede til kulturturens højdepunkt: ”Brødrene Løvehjerte”. Ganske vist skrev svenske Astrid Lindgren for børn, men som al god børnelitteratur ramte også brødrene ind i både de unges og de ældres hjerter. Fremragende skuespil og frem for alt en vidunderlig fortryllende scenografi af den internationale anerkendte videokunstner Tal Rosner. Den lagde ganske enkelt publikum ned.

I mange år har gymnasiet med stort set 90 procent af eleverne taget på kultur-turen. Tidligere var forestillingerne koncentreret om opera, men nu kommer eleverne gennem tre år igennem alle tre scener på Det kongelige Teater: En opera, en ballet og et skuespil og dermed også rundt i alle tre huse.

Med til oplevelsen hører selvfølgelig også at opleve det københavnske natteliv. Ikke uhæmmet, for alle eleverne skulle være hjemme i pæn tilstand kl. 2 på Danhostel. Det var de.

- Det er ganske enkelt en fremragende tur, hvor kultur og fællesskab er i højsædet, og alene af den grund er det faktisk lidt trist, at jeg allerede går i 3g og derfor ikke kommer med til næste år, fortæller Cecilie Ottosen 3e, der sammen med sine venner havde valgt at bruge fredag formiddag på Christiania. Spændende oplevelse.

For alle 1.g’erne og 2. g’erne var kultur-turen en første-gangs oplevelse, men ingen tvivl om, at alle også skal med til næste år.

Lørdag var der så fra morgenstunden og frem til middag afgang fra Danhostel, så alle var vel tilbage i det nordjyske i løbet af eftermiddagen.

For de 3.g-elever, der har studieretnings-fag i samfundsfag og musik, begyndte turen nogle dage før med hæsblæsende oplevelser i det københavnske musik- og politikerliv. Samfundseleverne var bl.a. på besøg i Folketinget, snakkede med politikere og Clement Kjergaards omkring ”Debatten” på DR2. Musikeleverne var til åben prøve med Sjællands Symfoniorkester i DR’s koncertsal, så forestillingen Oliver Twist på Det Ny Teater og var til morgensang i Holmens Kirke.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste