Et anderledes fællesskab midt i naturen
De nye elever på Dronninglund Gymnasium flyttede klasselokalet ud i skoven
DRONNINGLUND: Skovskolen i Dronninglund Storskov har gennem mange år været en fast tradition for alle de nye 1.g’ere på Dronninglund Gymnasium. I sidste uge tog hele flokken fra onsdag til fredag sammen med en stor gruppe veloplagte tutorer fra 2. og 3.g-klasserne i skoven. Med fuld oppakning og rygsæk vandrede de den lange vej ud i skoven til Rosenholthytten for at opleve et anderledes fællesskab og naturens herligheder i stort og småt.
- Nu har trætheden og udmattelsen så småt sneget sig ind på mig, men når jeg tænker på alle de mange oplevelser, jeg har haft de sidste par dage, bliver jeg rigtig glad og glæder mig endnu mere til, at alle de herlige mennesker, jeg var sammen med på skovskolen i tre dage, også er dem, jeg skal tilbringe en masse tid sammen med de næste tre år, fortæller en glad og træt Caroline Gadensgaard, 1.e, på vej gennem fællesarealet på Dronninglund Gymnasium efter tre ”fede” dage på skovskolen.
- Når man er på skovskole, hvor hele årgangen er samlet uden nogen form for elektronik og mobiler, og solen om aftenen går ned, lejrbålet bliver tændt og musikinstrumenterne kommer frem, så bliver man rystet sammen på en helt speciel og god måde. Kort sagt kan skovskolen beskrives med tre ord. Hyggelig, lærerig og social, mener Caroline Gadensgaard.
Hun bakkes op af biologilærer Grete Runnom, der sammen med naturfags- og idrætslærere stod for arrangementet.
- Alene det at klare alle de praktiske fornødenheder som at lave bålmad, stille telte op, ordne toiletter og rydde op kræver samarbejde og er med til at styrke fællesskabet, påpeger hun.
- Tutorerne var af høj kvalitet i år. Festlige, omsorgsfulde og med god energi, masser af morgengymnastik og dans med høj musik og sjove aktiviteter i opgaveløbet og om aftenen med rundbold i halv og hel mørke med selvlysende bolde. Det var en fremragende fælles aktivitet, oplyser Grete Runnom.
Der var også på skovskolen en række faglige forløb, hvor eleverne skulle undersøge faunaen og dyrelivet i søer og åer og senere i forstørret tilstand under et mikroskop. Som et nyt tiltag, der måske vidner om en mere miljøbevidst årgang, lavede elever for første gang i gymnasiets historie affaldsstativer med sortering af affald, så det genanvendelig affald blev sorteret for sig.