
Engagement og sammenhold bag nyt torv i Asaa
Mange af byens borgere mødte op, da man i sidste uge kunne markere færdiggørelsen af det nye torv midt i byen.
- Vi fejrer ikke bare en ny ankomstplads ved Asaa Torv, for vi fejrer også det fællesskab og det engagement, der står bag udviklingen af Asaa, sagde udvalgsformand for Teknik- og Miljøudvalget, Peter Stecher, i sin tale.
- Vi kan her se resultatet af dette engagement. Torvet er ikke bare et fysisk rum, men et symbol på den fælles indsats og styrken i et fællesskab. Det er en påmindelse om, at når vi står sammen og arbejder i harmoni, kan vi skabe og sikre udvikling. Lad os fortsætte med at bygge på det engagement og lad os bevare den ånd af samarbejde og fællesskab, der har været fundamentet for arbejdet hidtil. Lad os fortsætte med at lytte til hinanden, dele vores idéer og tage fælles beslutninger, så vi kan fortsætte med at forme Asaa til gavn for alle, sagde Peter Stecher.
Også Per Hylander, der er formand for den lokale styregruppe bestående af repræsentanter fra flere af byens foreninger og en række af byens øvrige borgere, udtrykte glæde og tilfredshed med resultatet.
- Det, vi ser her i dag, er et smukt resultat af samarbejdet mellem det kommunale politiske og faglige system og lokale frivillige. Netop som det blev fastlagt ved igangsætningen af det her samarbejde for halvandet år siden. Det er en udvikling, der skal bidrage til, at Asaa bliver et endnu mere attraktivt sted at bosætte sig og også at blive gammel i, sagde han.
Med indvielsen af det nye torv er det ikke slut med byfornyelsen i Asaa. Det er kun første etape af områdefornyelsesprogrammet til i alt 2,5 mio. kroner. Efter torvet kommer turen til dækket ved auktionshallen og Sandflugtsbænken på havnen, mens Stjernepladsen og forpladsen ved Jernstøberiet følger senere.
- Jeg er sikker på, at udrulningen af områdeprogrammets idéer vil understøtte bosætningen i Asaa. Det er der fremtid i. Søger vi ikke udviklingen, kommer afviklingen. Det her er et tydeligt tegn på, at Asaa vil udviklingen, sagde Peter Stecher ved indvielsen.
Ved indvielsen blev den røde snor klippet over af byens politiske ildsjæl, Hildo Rasmussen, og formanden for borgerforeningen, Thomas Nymann Geller. Bagefter var der hotdogs til alle.