Billede beskrivelse

En sommer uden Dronninglund Cup

Aflysningen af det store håndboldstævne med over 3.000 spillere kommer til at påvirke lokalsamfundet

16. april 2020 kl. 11.48

DRONNINGLUND: På baggrund af, at statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde har meldt ud, at det ikke er tilladt i Danmark at gennemføre arrangementer med store forsamlinger før tidligst efter 31. august i år, må man aflyse sommerens udgave af Dronninglund Cup.

- Vi har stor respekt for denne udmelding, som viser vores ansvarlighed og samfundssind i forhold til at få bekæmpet corona-pandemien både nationalt og selvfølgelig også i fællesskab med hele verden, fortæller formand for Cuppen, Simon Aagaard.

- Vi har holdt Dronninglund Cup siden 1978 og havde selvfølgelig glædet os til igen i år at tage imod mere end 3.000 håndboldspillere fra hele verden, men sådan skulle det ikke gå. Nu må vi så se fremad og glæder os allerede til Dronninglund Cup 2021, som arrangeres i dagene 12. til 17. juli.

Aflysningen bliver noget, der kan mærkes i lokalområdet, for cuppen giver hvert år et overskud på omkring en halv mio til håndboldklubben. Det rammer også de foreninger, der hjælper under stævnet, ligesom det vil påvirke busselskaber, supermarkeder og ikke mindst Møllehuset i Asaa, der plejer at levere maden.

- Det bliver en speciel sommer for os og de 400 frivillige, der plejer at nyde fællesskabet under stævnet, slutter cupformanden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste