En skøn uge med håndbold, mudder og samvær på tværs af grænser
Med 219 deltagende hold fra mange nationer, masser af kampe og socialt samvær må årets udgave af Dronninglund Cup betegnes som en stor succes. Dronninglund Håndbold kunne med tilfredshed konstatere, at den internationale håndboldturnering for ungdomsspillere er tilbage for fuld kraft efter en svær periode med corona.
Som altid, når det drejer sig om udendørs aktiviteter, er vejret en vigtig med- og modspiller. Det startede fint ved indmarchen med lunt vejr og pæne temperaturer, men allerede dagen efter slog vejret om og blev typisk dansk sommervejr med regnbyger, der af og til udviklede sig til regulære skybrud.
Mens fodboldspillere har knopper under støvlerne, når de spiller, så må håndboldspillere nøjes med gummisko, og det kan godt giver problemer på en græsbane. Ikke mindst, når regnen siler ned, og græsset bliver vådt og glat. Det giver udfordringer, men til gengæld nogle spændende og underholdende kampe.
Sådan var årets udgave af Dronninglund Cup. Masser af glade spillere, et utal af kampe, sol og regn.
Håndboldspillere er seje, så selv skybrud betød ikke aflysning af kampe. Det omfattende program med de mange hold blev fulgt til punkt og prikke.
- Det var lidt træls, når regnen stod ned i stænger, men jeg synes egentlig, at alle tog det stille og roligt. Ingen har klaget over vejret, fortalte Christen Bager fra Dronninglund Cup ved afslutningen.
Trods de glatte baner skete der ikke mange uheld. Der har været brækkede fingre, forstuvninger og andre småskader, men ikke noget alvorligt.
Det hele sluttede fredag eftermiddag med finalekampe i hallerne, hvorefter spillerne pakkede sammen og tog afsted.