En mening med livet

18. november 2017 kl. 09.29

27 millioner kroner har Brønderslev kommune sparet ved en effektiv indsats for at få ledige og flygtninge i arbejde. Borgmester Mikael Klitgaard (V) er stolt over denne indsats, og det fortalte han statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der var på besøg hos AOF Vendsyssel i Brønderslev.

Og dertil kommer, at ungdoms-arbejdsløsheden er nedbragt fra 400 til 223.

Der var en række stande på AOF, hvor der blev fortalt om den indsats, der gøres.

Blandt andet kunne Rya Terney fra ISS fortælle, at det er gået godt med at få personer i beskæftigelse. Ud af 170 flygtninge er der foreløbig 11, der er kommet i gang med en IGU-uddannelse, 24 er kommet i job og 43 er i gang med en uddannelse.

- Det er næsten 50 procent, så det er vi særdeles tilfredse med og stolte over, fortæller Rya Terney.

Hanne Jensen fra Bageriet i Det Blå Hus i Brønderslev kunne fortælle, hvordan hun har fået et helt nyt liv.

- Jeg har gået hjemme i 14 år, og ikke troet på mig selv. Efter jeg for fire år siden kom til Bageriet, har jeg fået en almindelig hverdag, og er glad og tilfreds.

Bageriet i Det Blå Hus stod for servering af diverse godter. der var også fremstillet en Løkke-kage.

Hos Føtex i Brønderslev er Robel Tesfom i gang med en IGU-uddannelse, og han er tilknyttet Føtex’ slagterafdeling.

- Jeg er et år henne i uddannelsen, og er vældig glad for at være en del af Føtex-teamet. Jeg er dels på Føtex’ kususcenter og på sprogskole i Brønderslev, og den kombination betyder, at jeg hurtigt lærer dansk, siger Robel Tesfom, der for tre år siden flygtede fra borgerkrigen i Eritrea.

- Det er en god indsats. Det kan man lære af andre steder, siger Lars Løkke Rasmussen. Det er vigtigt, at de unge kommer i gang med en uddannelse eller får et job.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste