En lille ny Vanggard er på vej
Gravid: Byrådsmedlem Line Vanggaard Pedersen fra Brønderslev venter barn
BRØNDERSLEV: Det sker ikke så tit i byrådet, men nu foreligger der oplysninger, der ikke kan vendes og drejes i rød eller blå retning.
Fakta er nemlig, at byrådsmedlem Line Vanggaard Pedersen er gravid.
- Det er rigtigt, og jeg glæder mig og har det godt, fortæller Line Vanggaard Pedersen, der ud over at være konservativ politiker også er landmand.
- Jeg har termin 8. september, så det bliver et rigtigt ”budget-barn”, fortæller hun og henviser til, at kommunens budget står på dagsordenen i september og oktober. Og hun har ikke tænkt sig at droppe ud af det politiske arbejde på grund af graviditet og fødsel.
- Jeg er godt nok gået i tænkeboks, men det handler mere om, hvad min nyfødte skal hedde. Det er et donorbarn, og jeg ved allerede nu, at det er en dreng, fortæller en glad Line Vanggaard Pedersen, der blev inspireret til et navn på sin nu treårige datter, da hun så tv.
- Jeg er helt vild med Matador-serien, og der er mange gode navne, så min datter kom altså til at hedde Agnes, fortæller hun.
I Matador er Agnes tjenestepige og gift med Lauritz ”Røde” Jensen.
Så er spørgsmålet vel, om den nyfødte dreng skal hedde ”Røde” Lauritz?
- Nej, det tror jeg nu ikke lige, griner Line Vanggaard Pedersen.
Men skal der så fiskes efter navne i den konservative bankfamilie, Varnæs?
- Det tror jeg nu heller ikke, men der er stadig mange gode navne i serien, og andre navne er også i spil, fortæller Line Vanggaard Pedersen, der nu overvejer navnene i sit helt private lille udvalg.
Posterne i byrådet
I kommunen sidder hun både i byrådet og flere fagudvalg, og hun vil gerne fortsætte sit politiske arbejde længst muligt.
- Hvis alt går som forventet, så fortsætter jeg i byrådet, børn- og skoleudvalget, beskæftigelsesudvalget og uddannelsesudvalget. Men min post i børn- og ungeudvalget går 1. august til min partikollega Karsten Frederiksen, fortæller Line Vanggaard Pedersen.