En lille by vokser op
Telte, tivoli, scener og meget andet tager form
BRØNDERSLEV: I disse dage kan man se, hvordan en hel lille by tager form på markedspladsen i Brønderslev. Tivoli er godt i gang med at stille op, scener tager form og små og store telte rejser sig.
Det største telt på markedet står BI (Brønderslev Idrætsforening) for, og de fik tidligere på ugen det tremastede telt op at stå. Så følger arbejdet med at få alt det indenfor på plads.
Georg Holmsteen fra Bjørnebanden, der er en gruppe frivillige i BI, fortæller, at der skal sættes barer op, laves dansegulv, sættes lys op og meget andet.
Han var i gang på pladsen sammen med en stor gruppe af andre frivillige. For mange af dem er det er fuldtidsjob i de her dage.
Kølevognene, som skal kobles til, og der skal sættes køleskabe op med mere.
- Der kommer to store kølevogne, fortæller Georg Holmsteen.
Indholdet er mest øl men også vand.
Nyder at stå i baren
Christian Grande er også med i gruppen. Han skal stå i baren under markedet, og han nyder at møde mennesker der.
- Otte ud af ti ser du ikke til daglig. Men de kommer til markedet. Det er pragtfuldt at stå der, fortæller han.
Bjørnebanden understreger, at der er mange andre end dem selv i gang med at få teltet til at køre rundt.
For eksempel udgør et ynglingehold fra klubben et pløkhold, der har taget det tunge slæb med at slå pløkker i.
De skal også stille de 140 borde og 280 bænke op i teltet. Og et andet hold tager en tørn med at tørre borde af under markedet.
Der er god stemning blandt de frivillige.
- Vi hygger os - det er en fælles opgave for os alle, opsummerer Christian Grande. Markedet skydes i gang fredag og fortsætter til og med mandag.