Billede beskrivelse

En hel uge med masser af håndbold: - Alt er forløbet perfekt

19. juli 2022 kl. 11.30

Det kan godt være, at formanden for Dronninglund Cup, Simon Aagaard, ved åbningen af årets cup gav udtryk for, at han og de øvrige frivillige måske var lidt rustne efter to års ufrivillig pause, man da håndboldcuppen først gik i gang, var det nu ikke til at se. Det hele kørte på skinner, og det så bestemt ud, som om de havde prøvet det før. Det havde mange af dem også, for det var 43. gang, cuppen blev afholdt.

- Det har simpelthen været en kanon uge. Vejret har været fint, og alle har været glade og tilfredse. Alt er forløbet perfekt, og vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger, så vi føler os godt tilpas. Vi vil dog ikke lægge skjul på, at vi alle sammen trænger til en velfortjent ferie, fortæller lederen af Dronninglund Cup, Simon Aagaard.

Billede beskrivelse

- Vi skal dog lige have de sidste ting på plads, og endelig skal vi også have betalt de sidste regninger. Vi forventer, at der nok skal blive en god skilling tilovers til DIF-Håndboldafdeling, så pengene bliver i byen og lokalområdet. Det vigtigste for os har dog været, at alle skulle have en kanonoplevelse. Det gælder både spillere og medhjælpere, og det er i den grad blevet opfyldt i rigt mål, siger han.

Og selvom alle er blevet en god oplevelse rigere, har det dog krævet en del arbejde at få stablet cuppen på benene.

- Selvom det har været en fantastisk Dronninglund Cup, må vi nok også indrømme, at det godt kan være lidt hårdt for både ledere og de mange hundrede hjælpere, mens det står på. Vi er faktisk i gang fra meget tidlig morgen til midnat. Til gengæld er det skægt at opleve, at både børn og ældre medhjælpere kan arbejde sammen og samtidig have det sjovt. Endelig har vi også været begunstiget af vejrguderne, som har været medvirkende til, at alle har fået en meget positiv oplevelse, fortæller Simon Aagaard.

Billede beskrivelse

Der skulle spilles knap 900 kampe på 18 baner og scores 19.702 mål, før vinderne blev fundet.

Fredag eftermiddag var det hele så overstået. Deltagerne pakkede deres bagage, rengjorde deres lokaler og tog afsked med venner og arrangører, hvorefter turen gik hjemad. Mange vender uden tvivl tilbage næste år, når der igen er Dronninglund Cup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste