En hel småkagefabrik
Der var fuld gang i småkagebagningen, da Red Barnets Oplevelsesklubs familier var samlet i fælleshuset Mælkebøtten på Niels Bohrs Plads.
Arrangementet var et af Red Barnets Oplevelsesklubs ti årlige arrangementer og var et samarbejde med personalet i Mælkebøtten. Ikke færre end 12 af Oplevelsesklubbens 15 familier var mødt op. Humøret var højt og alle gik med stor iver i gang med at bage et væld af forskellige småkager. Vaniljekranse, lakridssmåkager, svenske småkager, pebernødder og Jalebi kager, som var en opskrift fra Afghanistan, blev bagt og fyldt i småkagedåser.
I løbet af eftermiddagen blev der hygget med spil for børnene, og eftermiddagskaffen blev nydt med brød sponsoreret af Konditor Bageren i Dannebrogsgade.
Efter et par hyggelige timer kunne alle familier tage hjem med hver sin småkagedåse fyldt med lækre småkager, og alle var enige om, at arrangementet gerne må blive en årlig tradition.