En god vinterferie trods mangel på sne
HJALLERUP: Når vinterferien ikke byder på sne forsvinder mulighederne for at kælke og bygge snemænd. Derfor må man finde på andre muligheder for ferieaktiviteter, og det var lige, hvad indbyggerne i Hjallerup og Klokkerholm gjorde.
For der var bestemt ingen grund til, at børnene kedede sig, da der var masser af aktivitetsmuligheder.
To slags tilbud med samme glæde
Hjallerup Idrætscenter var således i to dage omdannet til et stort hoppeland med hoppeborge, rutsjebaner, junglebane og meget mere.
Mens der i Hjallerup var legeredskaber, som børnene kunne bruge, var det helt anderledes i Klokkerholm Hallen.
Her havde man fyldt hallen med masser af store papkasser, som man måtte lege med. Det er sjældent, man ser så mange papkasser, så det var bare med at slippe fantasien løs og bygge det, man havde lyst til.
Det gjorde børnene i den grad. De fleste havde medbragt forældre eller bedsteforældre, og de deltog også i byggeriet med lige så stor iver og fornøjelse som børnene.
Der blev bygget pandekagehuse og bygget snemænd. Der blev bygget en flot Tesla og en imponerende stor borg af de mange papkasser, der virkelig kunne sætte kreativiteten i gang hos deltagerne, der næsten ikke var til at stoppe, da det vellykkede arrangement sluttede.