En dag med mode og design

24. september 2017 kl. 07.49

Når der lørdag er kulturdag i Brønderslev, vil der blive sat fokus på mode og design.

Kulturen afvikles ved Brønderslev Bibliotek og er i et samarbejde mellem Borger9700’s kulturgruppe, biblioteket, Brønderslev Kulturskole samt Brønderslev Lokalhistoriske Arkiv.

- Vi vil gerne vise noget af den kultur, vi kan byde på i Brønderslev, fortæller Jens Tofting og Else Simonsen fra Borger9700.

Allerede klokken 10 indledes med musik i bibliotekets garage. Det er Café C og Kulturskolens Strygerorkester, der spiller op.

Klokken 11 foretages den officielle åbning af medlem af fritids- og kulturudvalget, Lars Bisgaard, ligesom der er fællessang med musik fra kulturskolen.

Designer Ellen Pedersen fra København, tidligere Øster Brønderslev, fortæller om sig selv og sit arbejde som designer.

Ungdomsskolens hold i Fashion & Design, DIY, går catwalk i egne kreationer.

Skrallebang leger med børnebøger og eventyr for børn og forældre.

Der bliver i løbet af dagen en masse aktiviteter. Nævnes kan, at der er kryb og kravl for børn, Brønderslev Fritids- og Ungdomsklub holder workshop for de lidt større børn, hvor der kan knyttes armbånd og øreringe. Man kan male sit eget postkort ved kulturskolen. Til børnene er der påklædningsdukker, så børnene kan tegne kjoler med mere.

En række kunsthåndværkere udstiller også: Det er Lena Brammer, keramik, Diana Madsen, keramik, Annette Nysted, keramik, pottemageren fra Asaa, Asger Therkeldsen med knive samt Susanne Jeppesen med pileflet.

Spejderne vil bage pandekager og lave andre spejderopgaver. Museerne i Brønderslev Kommune deltager med temaet "Museum i børnehøjde". Og så har Lokalhistorisk Arkiv åbent.

Der bliver to madmarkedstelte på pladsen foran biblioteket med deltagelse af Busk Økologi sammen med Brokær Økologi med marmelade og grøntsager, Bjørn Kjelgaard fra Lille Østergaard med grøntsager og kartofler, Æblegården Baksminde i Asaa med saft og æbler, Købmanden i Serritslev med Sønderhaven oste samt Hybenmarmelade fra Sterup. Anders Hedegaard kommer med gamle kornsorter. Brønderslev Biavlerforening præsenterer deres hobby. Og så kan man opleve Glade Grise.

Café Kox og BI’s Venner sælger forskellige ting til maven. Café Kox har smørrebrød, brød og boller, mens BI’s Venner sælger pølser samt øl og sodavand.

- Teltet til madmarkedet er udvidet i forhold til i fjor, fortæller Jens Tofting og Else Simonsen.

Jens Tofting og Else Simonsen fra Borger9700 venter nogle tusinde besøgende. I fjor kom der 1.500 trods kraftig regn. Det er tredje gang, der holdes kulturdag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste