En aktiv ferie
Udfordringer er der masser af på familiekurset på Nordjyllands Idrætshøjskole. Og det er der mange, der er klar til. At komme højt til vejrs i klatrecentret og forsøge at køre tandem er blot nogle af de udfordringer, de 125 deltagere på familiekurset får.
Der er et spændende program for ugen med masser af oplevelser - blandt andet i naturen.
Omkring 40 familier deltager i denne uge, og de 35 er gengangere. De kommer fra alle egne af landet. Der er forældre med børn, bedsteforældre med børnebørn, og der er endda nogle familier, hvor tre generationer er samlet til fælles højskoleaktiviteter.
- Så noget må vi jo gøre rigtigt, siger forstander Eva Terp-Hansen med et smil.
- De, der kommer her, sætter pris på de fysiske aktiviteter. De ønsker en ferie med oplevelser. Og hvor hele familien er samlet.
Eva Terp-Hansen er selv leder af familiekurset sammen med Steen Refsgaard og Else Højgaard.
Om dagen er der en masse undervisning på skolen - fodbold, Les Lanciers, fitness, kreative aktiviteter, dans og sang, pilates, frisbeegolf og meget andet. Og der er tillige børne-aktiviteter.
Der var en dag en fælles cykeltur til Thise Bakker og Thise Kirke. I kirken var det Karl Damsgaard, der fortalte om kirken. En heldagstur til Skagen, Råbjerg Mile og en guidet rundvisning på Skagen Museum.
Der er også mange højskoleprægede aktiviteter, idet psykolog Jens Andersen har fortalt om "Det robuste barn".
Der er familiekurser i yderligere tre uger.
- Vi har i år udsolgt i alle ugerne, så skolen er fyldt godt op.
- Skolen byder selvfølgelig på sund mad. Det er jo en idrætshøjskole.
Lisbeth og Vilhelm Michelsen med barnebarnet Joana er flittige gæster på familiekurserne.
- Man møder en masse glade mennesker, som man kommer til at kende. Og så er det jo godt med en aktiv ferie.
- Noget af det sjoveste, vi var med til, var en tur på tandem. Her skal man virkelig bestå ægteskabsprøven, men vi bestod, fortæller Vilhelm Michelsen med et smil.
Familien kommer fra Aarhus.