Else Gundtoft har for kort tid siden været så uheldig at falde og slå sig voldsomt. Hun har stadig mærker i hovedet efter faldet.
Livet her

Else har altid haft frivilligt arbejde: - Vi har 110.000 kroner, vi skal forære

28. september 2022 kl. 07:00

I mere end 30 år har frivillige ydet en stor indsats for beboerne på Margrethelund i Dronninglund. Mange har været med, og en af dem, der virkelig har gjort en stor indsats, er Else Gundtoft. Hun er i dag 88 år og deltager ikke mere i arbejdet, men hun har dog én lille ting, hun skal have afsluttet.

- Vi har en større sum penge, som vi skal have overdraget til beboerne, fortæller hun fra sit hjem på Irisvej i Dronninglund.

I alt drejer det sig om 110.000 kroner, der alle er optjent gennem 30 år gennem arrangementer og i den nu nedlagte kiosk på Margrethelund.

- Jeg har altid haft frivilligt arbejde, fortæller Else Gundtoft.

- Det startede for mange år tilbage, hvor vi lavede noget for ældre i skolen i Dorf. Der kunne vi på en god dag samle omkring 100 ældre. Vi havde fire busser til at køre de ældre til Dorf. Senere blev det kommunalt, og så blev det dyrere, husker Else Gundtoft. I virkeligheden er hun indlagt på sygehuset i Aalborg efter et fald, men har på eget initiativ foranstaltet, at hun kan opholde sig derhjemme mod at tage til Aalborg næsten dagligt.

- Mine børn kan ikke forstå, at jeg tør, for jeg kan jo falde om når som helst. Men det kan vi jo alle, så jeg tager det roligt. Jeg har det bedst herhjemme, siger hun og beder så om, at snakken drejes over på arbejdet som frivillig på Margrethelund.

- Jeg lavede sammen med Kamma Højer, som nu desværre er død, en gruppe med frivillige hjælpere på Margrethelund. Vi var vel godt 20. Jeg var blevet spurgt, om jeg ville stå for det frivillige arbejde. De spurgte mig nok på grund af, at jeg tidligere havde lavet noget på skolen i Dorf for ældre. 

- Her var der også en del frivillige, og da vi så startede på Margrethelund, kom de fleste af dem over til os. Vi har lavet et utal af arrangementer på Margrethelund gennem årene. Det skulle være gratis, for jeg synes, det er dyrt nok at være på plejehjem. Hvad vi har bagt af kringler og lagkager kan ikke gøres op. Vi startede også en kiosk, men det var lidt senere. 

Her tjente de penge, så de kunne købe julegaver, indflytningsblomster og lignende for overskuddet. 

- Vi har hele tiden brugt de penge, vi tjente, på beboerne, men der er alligevel blevet en sum tilbage. Vi har 110.000 kroner, og dem vil vi nu forære til Margrethelund og beboerne. Summen har jo så stået og er vokset gennem årene, selv om vi har købt højttaleranlæg, nye møbler, havemøbler og hele tiden sørget for, at der skete noget på plejehjemmet. Det var et stort arbejde, men vi var heldigvis mange om det. Jeg vil da også gerne rette en tak til de mange frivillige, der gennem årene har hjulpet os med at samle de mange penge, understreger Else Gundtoft, der endnu ikke ved hvornår og hvordan, pengene skal overrækkes.

- Det har jeg ikke helt styr på endnu, men det er vigtigt, at beboerne får dem. Måske køber vi en masse lagkager og laver en lille fest på Margrethelund, når pengene skal overrækkes. På den måde får vi markeret en afslutning på det hele, siger Else Gundtoft.

Annonceret indhold

Nyeste