Billede beskrivelse

Elever var i praktik på kirkegården

14. maj 2023 kl. 16.01

- Det er hårdt, men også sjovt, sagde Mikkel Abrahamsen, da han sammen med Frederik Boel i sidste uge arbejdede på kirkegården i Hjallerup. De to unge går til daglig i 7. klasse, men deltager i det såkaldte KICK-projekt, der er et tilbud til elever i 7. og 8. klasse, som trænger til en pause fra den almindelige undervisning.

Dagen før havde de sammen med de øvrige på holdet været på besøg på Sandmoseskolen.

- Her fik de en introduktion til anlægsgartnerfaget og greenkeeperuddannelsen. De blev også præsenteret for alle de maskiner, der anvendes inden for faget, fortalte lærer Mads Fuglsang, Klokkerholm Skole.

- Nu har de så tre dage på Hjallerup Kirkegård, hvor de skal hjælpe med at passe kirkegården og. gravstederne. I dag er de ved at hive gamle hække op og plante nye. Senere skal de flytte nogle gravsteder, og så skal de også på besøg på Annes Planteskole, hvor de skal høre om, hvordan man driver sådan et sted, sagde han.

Billede beskrivelse

KICK har samarbejdet med Hjallerup Kirke i mange år.

- Her får eleverne en god indsigt i det store gartner- og anlægsarbejde, der udføres her. Samtidig udvides også bevidstheden om, hvad der sker på en kirkegård, oplyser Jette Skiveren, der er vejleder på Klokkerholm Skole.

- Alle modulers indhold er vendt mod erhvervsuddannelserne, og i denne omgang er det gartner- og anlægsarbejde, der er i fokus. I uge 21 er det et nyt hold, der skal af sted. Her er temaet natur og dyr, fortæller Jette Skiveren.

Billede beskrivelse

Efter KICK 7 kan man deltage i KICK 8, og netop nu er ansøgningerne til kommende år i hus, og der er stor efterspørgsel. Kick 7 har fået 31 ansøgere, og det betyder, at 11 elever kommer på en venteliste og måske vil komme på holdet i løbet af året. Også KICK 8 holdet er stort set fyldt.

KICK afvikles i samarbejde med Brønderslev Kommune og UU Brønderslev. Projektet er i gang på 14. år og er et skræddersyet tilbud til elever, som har brug for en pause fra skolearbejdet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste