Elever lærte om robotter
Unge fra Brønderslev Ungdomsskole var på besøg på UCN
BRØNDERSLEV: 20 elever fra Brønderslev Ungdomsskole var onsdag på besøg på Professionshøjskolen UCN. Det oplyser UCN i en pressemeddelelse.
- Eleverne kom fra 7-9. klasse på Brønderslevs tre skoler, Hedegårdskolen, Søndergaards skole og Skolegades skole. Besøget var afslutningen på et undervisningsforløb i robotteknologi, som de unge selv havde tilmeldt sig. Den sidste lektion havde et noget anderledes emne: Den ultimative udfordring. Dagens lektion var derfor ikke traditionel klasseundervisning, men et battle mellem robotter – som eleverne selv skulle programmere til at dyste om den endelige sejr, skriver de.
Dysten gik ud på, at de unges robotter skulle kæmpe om at samle mest muligt slik op fra et transportbånd.
- Og selvom det umiddelbart lyder som en nem opgave, så er det alligevel en udfordring, når man selv skal programmere robotarmen til at reagere korrekt, når chokoladeskildpadder og guldkarameller kommer ræsende forbi. Der blev således svedt hele dagen på at få software på computeren og hardwaren på bordet til at arbejde sammen, så der ved et tryk på betjeningsknappen kunne fiskes slik op foran konkurrenterne.
UCN har tilrettelagt forløbet, hvor unge studerende indenfor feltet også har været involveret som undervisere. Det er adjunkt og underviser i robotteknologi på UCN, Helge Glinvad Grøn, som har været ansvarlig – og hans konklusion er klar:
- De unge fortalte selv fra starten, hvad de forventede – og det har vi forsøgt at imødekomme. Og det lader til at kombinationen af robotter, slik og kodning har været effektivt i forhold til at vække interessen i de unge.
Undervisningsforløbet skulle klæde de unge på til at udnytte mulighederne.
- Muligheder er der nemlig masser af, hvis man først lærer, hvordan robotteknologi egentlig fungerer, og hvordan man får robotterne til at ”adlyde” et program. Forløbet har introduceret de unge til robotteknologi, og hvordan de via grundlæggende programmering kan få løst opgaver, som før måske var umulige. Målet er at inspirere til at læse videre i denne retning, når folkeskolen en dag er afsluttet. Der er nemlig hårdt brug for specialister, der både kan og vil udnytte automatiseringens potentiale, skriver UCN.
- Robotter virker ikke af sig selv, og dette forløb viser de unge, hvor stort et arbejde det er at få robotterne til at gøre det ”rigtige”. Samtidig lærer de, at vi i fremtiden vil kunne løse mange problemer med automatisering - så medarbejderne kan fokusere på det mennesket er bedst til, nemlig at udvikle og optimere produkterne.