Elev ramt af bus: Nu er skolens p-plads blevet mere trafiksikker
Ø. BRØNDERSLEV: En elev blev i 2019 ramt af en bakkede bus ved Øster Brønderslev Centralskole - og heldigvis slap barnet fra mødet med forskrækkelsen. Men uheldet fik skolens bestyrelse til at sætte fokus på trafiksikkerheden på parkeringspladsen foran skolen. Og nu er området indrettet, så både børn og voksne kan færdes mere sikkert.
Der er typisk meget trafik ved skolen på de tidspunkter, hvor elever ankommer eller forlader skolen. Eleverne kommer gående, cyklende og med bus eller i privatbiler samtidig med, at ansatte også er på vej til og fra arbejde. Og tidligere herskede kaos på pladsen.
Ny p-plads til ansatte
Skolebestyrelsen henvendte sig i første omgang til teknik- og miljøforvaltningen med et ønske om en dialog og fokus på trafikforholdene. Og herefter blev der både i forvaltningen og politisk arbejdet målrettet på at finde løsninger.
Formand for teknik- og miljøudvalget, Peter Stecher, er glad for, at der nu er en ny og mere trafiksikker løsning og at elever, forældre og ansatte nu kan føle sig mere trygge.
- Løsningen betyder, at der er etableret en separat parkeringsplads for ansatte og besøgende, og at området foran skolen primært er forbeholdt skolebusser.
Peter Stecher oplyser, at processen har været udfordrende, da en af løsningerne omfattede etablering af en ny parkeringsplads, hvor der i første omgang skulle nedrives en bygning, inden anlægsarbejdet kunne gå i gang.
Undervejs har forvaltningen haft en tæt dialog med blandt andet politiet for at finde de optimale løsninger, der skaber forbedret trafiksikkerhed.
Prisen for at sikre området er på cirka 700.000 kroner.