Billede beskrivelse

Elektriker i stødet

05. juli 2017 kl. 07.23

20-årig Martin Eriksen fik topkarakter ved den afsluttende eksamen som installationstekniker på Tech College Aalborg. Han fik 12 i den mundtlige fremlæggelse og 10 i den skriftlige.

Svendeprøven består i at indrette et hjem med al mulig automatisk udstyr. IHC kaldes det i elektriker-sproget - Intelligent Home Concept.

- Jeg har fået lov til at arbejde med mange ting på min læreplads Brønderslev El-Teknik - både små og store. Senest har jeg blandt andet været med til installations-eftersyn, fortæller Martin Eriksen.

- Som elektriker har jeg fået stød. Men det er meget længe siden, røber Martin Eriksen.

Martin Eriksen håber, at han kan blive i Brønderslev El-Teknik. Han har fået et halvt løfte, men der er endnu ikke lavet en fast aftale.

Martin Eriksen er tredje generation i familien, der bliver elektriker. Både faderen Peter Eriksen og farfaren Arne Eriksen er elektrikere. Peter Eriksen arbejder på Fjordline, mens Arne Eriksen er gået på pension.

- Både min far og min farfar har tilskyndet mig til at gå ind i elektriker-faget, fortæller Martin Eriksen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste