Ekstra pose på cyklen
"Hej! Så er der igen mulighed for at hjælpe andre. Se her!"
Denne besked - afleveres med et lille "kvæk" på mobiltelefonen - hver gang en ny kunde i Rema1000 ønsker dagligvarer leveret gennem supermarkedskædens nye indkøbs- og udbringningstjeneste, Vigo.
Udbringningen kan foretages af alle, der har en smartphone og befinder sig op til 25 kilometer fra kunden.
Den nye Vigo-platform blev lanceret i oktober i fjor, og den har vundet relativ stor udbredelse. Ikke mindst i de større byer - således også i Brønderslev og andre byer i Vendsyssel.
- Folk har i den grad taget ordningen til sig. Vi får nye brugere hver eneste dag, fortæller direktør Jesper Bove-Nielsen, der står i spidsen for det selskab under Rema1000, som har givet liv til deleøkonomiske muligheder.
Det er tusindvis af brugere, der er med i ordningen.
Jesper Bove-Nielsen ønsker af konkurrencemæssige hensyn ikke at oplyse, hvor mange, der er tale om.
Direktøren blev ansat af Rema1000, da han holdt et foredrag efter at have udgivet en bog om deleøkonomi. Han er glad for, at kunderne tager godt imod Vigo, som er den første udbringningstjeneste i Danmark af sin art.
- Vores tjeneste er så god, at den er taget med i en rapport fra World Economic Forum om fremtidens detailhandel. Det skyldes jo, at app’en giver folk mulighed for at hjælpe hinanden. Samtidig modvirker tjenesten butiksdød, som internettet ofte får skyld for, siger Jesper Bove-Nielsen.
- Varerne kommer ikke fra et stort centrallager, men fra den lokale Rema1000 butik.
- Vigo er slået godt igennem i de store danske byer. Vores udbredelse i de mindre lokalsamfund er lidt mindre, men det skal nok komme, siger Jesper Bove-Nielsen.
Han slår fast, at app’en giver store muligheder for at hjælpe hinanden på landet.
- App’en giver giver mulighed for at dele indkøbslister, så man kan tage dagligvarer med til sin ældre nabo - også uden at skulle have penge for det.
Tjenesten har ikke 100 procent leveringsgaranti. Men den virker i de fleste tilfælde. - Vores statistik på straks-levering viser, at kunderne får varerne 116 minutter efter deres bestilling. Det er ganske hurtigt, lyder det fra Jesper Bove-Nielsen.
Han tilføjer, at Vigo modsat andre leveringstjenester ikke har noget minimums-indkøb.
- Hvis man skal holde en stor børnefødselsdag, skal man selvfølgelig selv købe ind. Men de fleste mennesker har jo kun plads til et par ekstra indkøbsposer på cyklen.
Jesper Bove-Nielsen har Vigo fået fine anmeldelser fra brugerne.
- Vi får mange gode og søde historier fra vore brugere om, hvordan de bliver inviteret på kaffe, når de kommer for at aflevere varerne.
Jesper Bove-Nielsen mener, at de sociale aspekter ved tjenesten er de mest interessante.
- Vi udnytter ressourcerne bedre, skaber større bæredygtighed og giver kunderne flere valgmuligheder.
Enhver kan hente Vigo ned på sin smartphone - både Android og iPhone.