Livet her

Eksklusive lejlig­heder på værftsgrund

01. oktober 2017 kl. 08:16

Om godt et års tid er en del af gamle værftsområde ved Beddingen i Østre Havn forvandlet fra et hul i jorden til et smukt højhusbyggeri med 43 eksklusive ejerlejligheder med KAS Østre Havn som bygherre - et selskab, som TK Development er medejer af.

Forleden blev det første spadestik taget til byggeriet - selv om det underjordiske arbejde har stået på i et stykke tid.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) var inviteret til som den første at stikke sølvspaden i jorden.

- Det er jo et helt speciel sted. Her lå værftet, en ikonisk virksomhed med mange arbejdspladser. Nu bliver der plads til at endnu flere borgere kan flytte til vores by, sagde borgmesteren.

- Det bliver et meget attraktivt sted at bo med de mange kulturelle aktiviteter, der er her i området, lød det fra borgmesteren, inden han gav spaden videre til administrerende direktør i TK Development Frede Clausen, som tog spadestik nummer to.

De 43 lejligheder bliver ret store - fra godt 130 kvadratmeter til knap 220.

Og priserne bliver fra omkring 3,4 mio. kr. til 7,4 mio. kr.

- Med den placering byggeriet får på Beddingen, fortjener lejlighederne at være eksklusive. Der er kræset lidt mere for det hele, siger Robert Andersen, direktør hos TK Development.

Han tilføjer, at foreløbig er der solgt 14 af de 43 lejligheder.

Hele byggeriet er på i alt 7000 kvadratmeter. Og der er omkring 800 kvadratmeter p-kælder. Bygningen er i ni etager, og lejlighederne står klar til de nye beboere ved udgangen af 2018.

Annonceret indhold

Nyeste