Egholm Folkefarm er model for fremtiden
For tre år siden skød Villumfonden 16 millioner kroner i projektet "Det Samfundsnyttige Landbrug".
Økologisk Landsforening har nu gennemført projektet, der undervejs i arbejdet med 12 landbrug har introduceret ord som sharemilking, folkefarm og økologisk jordbrugsfond til det danske sprog.
I Aalborg er Egholm Folkefarm en af de øko-gårde der er med i projektet, og dermed leverandør af de otte modeller for fremtidens samfundsnyttige landbrug, som det samlede projekt står fadder til..
De otte modeller for samfundsnyttige landbrug er Delelandbrug, Folkefarm, Driftsfællesskab, Kulturfællesskab, Naturpleje, Abonnement, Lokal Økologisk Jordbrugsfond samt Landbrug med sociale arbejdspladser.
Det Samfundsnyttige Landbrug har til formål at udvikle nye modeller for et dansk landbrug, der er til større nytte for samfundet. Landbrug med mindre gæld, landbrug med flere mennesker, landbrug med mere natur, landbrug tættere på borgerne og landbrug, der er lettere tilgængelige for nye, unge landmænd.
Projektets modeller og værktøjer lever videre i Økologisk Landsforenings tværfaglige rådgivning, og derudover søges en tillægsbevilling hos Villum Fonden til yderligere udbredelse.