Pernille Larsen og Bente Baj i en situation fra årets revy i Dronninglund. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

Dronninglund Revyen næsten klar til premiere

LOKALREVY: Prøverne på årets Dronninglund Revy er nu gået ind i den afsluttende fase inden premieren 29. oktober

15. oktober 2021 kl. 14:00
Pernille Larsen og Bente Baj i en situation fra årets revy i Dronninglund. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen
Her ses fire af de fem medvirkende. Heidi Vestergaard er ikke med på billedet. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen
Bente Baj og Niels Ravnholt lover sammen med de øvrige medvirkende en sjov og musikalsk revy i Dronninglund. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen

Om et par uger er der premiere på Dronninglund Revyen 2021, så forberedelserne er i fuld gang. Revyen har i år fået undertitlen ”På den anden side”, og det er naturligvis en kommentar til coronasituationen. Trods restriktioner tidligt i forløbet og en aflysning sidste år er det lykkedes at få stablet en revy på benene. Revyen kommer godt omkring og tager fat på en række aktuelle og lokale emner. Man kan således i år møde en fitnessudøver, et par pensionister, en terapeutisk fynbo og en lystig ærkeengel.

- Revyen indeholder en god blanding af morsomme sketcher og underholdende sange. Teksterne til årets revy er skrevet af de medvirkende i skøn forening med tekster fra andre dele af landet, fortæller Kalle Meyer Vestergaard, der er instruktør på revyen.

- Vi er en flok glade amatører, der hvert år bruger en masse tid på revyen. Vi har det sjovt og prøver virkelig ihærdigt på at levere en revy, som favner bredt. I år er vi mere lokale og med flere lokale tekster, end vi plejer, siger han, der videre oplyser, at der er en del musik i forestillingen.

- Vi har bl.a. to potpourrier, hvor vi i det ene hylder sangeren Michael Bundesen fra Shu-bi-dua og i det andet fejrer radioprogrammet Giro 413, der netop har haft 75-års jubilæum, fortæller instruktøren.

Musikken til det sidstnævnte er i øvrigt lagt i hænderne på Aarhus Big Band. Orkestret er ikke fysisk til stede, men har på forhånd indspillet musikken. Det samme gælder musikken til det andet potpourri. Her er det Jan Glæsel, der står bag.

Forberedelserne til revyen startede for flere måneder siden og intensiveres frem mod generalprøven, så revyen står skarp og trimmet til forestillingerne for publikum. I øjeblikket øves der på scenen i Dronninglund Skoles kælder, men når revyen opføres 29. og 30. oktober, sker det på den store scene i Dronninglund Hallerne.

Der kan man i år opleve Pernille Larsen, Bente Baj, Heidi Vestergaard, Mads Vestergaard og Niels Ravnholt.

Revyen arrangeres af Dronninglund Borgerforening og billetsalget foregår på hjemmesiden: www.dronninglund.nemtilmeld.dk.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu