Dronninglund Golfklub har store ambitioner
DRONNINGLUND: Dronninglund Golfklub har afviklet sit årlige medlemsmøde i forbindelse med golfsæsonens afslutning. Her mødte omkring 80 medlemmer op for at høre fra bestyrelsen og for at drøfte ’rigets tilstand’ i klubben. Formand Heidi Selmer Pedersen indledte mødet med at opfordre medlemmerne til at støtte klubben med et bidrag/gave på 200 kroner.
- Der er behov for 100 medlemmers ydelse, for at klubben kan få en momsrefusion, sagde formanden, der videre oplyste, at klubben lige har fået 132.000 kroner retur for i år. Det er penge, der ikke må indgå i den daglige drift, men bruges på ekstra goder til gavn for klub og medlemmer.
Herefter gennemgik formanden udvalgte punkter i klubbens vedtagne tre-årige strategi, som har fokus på at være en af de mest attraktive golfklubber i Nordjylland, at være konkurrencedygtig med fokus på bredden og at være økonomisk i balance. Klubbens kasserer Jeannette Würtz kunne oplyse, at der forventes et år i balance, og at der er kommet mange flere sponsorer til i år, ligesom klubben har modtaget midler fra fonde og haft flere greenfee spillere. Kassereren havde også et lille yderst velment pip til de medlemmer, der har en eller anden form for gæld i klubben.
- Det er rigtig meget tidskrævende at kontakte disse medlemmer og få pengene i hus. Det betyder, at der fra næste år vil blive tale om to former for betaling af kontingent. Man kan betale for hele året eller betale månedsvis via PBS. Desuden vil alle former for ydelser fremover skulle betales forud, sagde kassereren.
Klubben har afholdt en familiedag med stor succes, idet der kom godt 50 deltagere. Det gav også flere nye medlemmer.
Efter bestyrelsens orientering var der en god og konstruktiv debat, og der fremkom mange forslag til aktiviteter for nuværende og kommende medlemmer. Som afslutning kunne formanden fortælle, at der er indgået en aftale med ’Mogens Madglad’, så der fortsat vil være en god og aktiv café i klubhuset, som klubben håber, medlemmer og lokalområdet vil støtte.